|
I den nordvestlige udkant af Haderslev finder du Ejsbøl Mose. Her ligger en offersø fra jernalderen, et voldsted fra middelalderen og en domænegård fra 1800-tallet.
Det er et imponerende, veldokumenteret og velbevaret voldsted fra middelalderen hvor bygningerne på voldstedet synes nedrevet i løbet af 1500-tallet.
Den naturskønne og for tyve år siden gendannede Ejsbøl Sø mellem landsbyen Moltrup og Haderslevs nordvestlige del er landskendt for fundet af rige offergaver i form af et halvt kilo guld, mængder af våben og andre spændende og kostbare genstande nedlagt i søen til højere magter efter for- skellige dramatiske slag i jernalderen, perioden mellem 200 og 400 e.Kr. Stedet er et af landets vigtigste våbenoffermoser med stor betydning for vores viden om Danmarks tidlige rigsdannelse.
Vi vil fokusere på det flotte voldsted fra middelalderen på søens vestlige bred med henblik på national opmærksomhed - desværre står det noget i skyggen af jernalderfundene, der blev udgravet i tiden 1955-1965 og igen 1999-2000.
Borgen var anlagt på en aflang, naturlig banke, der i nordvestlig-sydøstlig retning afgrænser Ejsbøl Mose (og siden gendannelsen i 2000 af Ejsbøl Sø) fra et lavt engområde på den anden side. Banken er i nordvest afskåret ved en 40 meter lang, 6 meter bred og 3-4 meter dyb grav og i sydøst ved en 60 meter lang, 6 meter bred og 3-4 meter dyb grav. Begge grave er i dag tørre. Området mellem disse grave udgør gårdbanken, der er 165 meter lang og omtrent 60 meter bred og hæver sig 4-5 meter over mosen/søen og engen mod vest. I bankens østlige del er ved en 6 meter bred og 3 meter dyb, tør grav udskåret en cirkulær tårnbanke. Tårnbanken er cirka 35 meter i diameter ved foden og rejser sig med stejle sider godt 7 meter over mosen.
Ved en udgravning på tårnbanken, foretaget af Kiel Museum omkring 1900, fandtes kampestensmure, munkesten, lerklining, brolægning samt et genstandsmateriale, der nu synes forsvundet. På gårdanken fandtes desuden spor af bygninger, og i bunden af graven ind mod tårnbanken spor fra en bro.
Voldstedets historie:
Ejsbøl Voldsted er et af Sønderjyllands største. Ejsbøl nævnes første gang i 1335, da det tilhørte den sønderjyske herremand Anders Jensen. I 1378 var ejeren Jens Holck, ligeledes en lokal slægt, men senest fra 1390 var gården overgået til den fra Holsten indvandrede slægt Rønnow, der tidligt knyttede sig til den danske kongemagt og holdt fast ved denne - også efter at Erik af Pommern tabte kampen om Sønderjylland i 1431. Således blev Claus Rønnow dansk rigsråd og Christian den Førstes marsk. Han var 3. generation af slægten på Ejsbøl, men ejede også godset Hvidkilde ved Svendborg og havde ikke megen interesse i at eje gods i hertugdømmet.
Fra Claus Rønnow overgik gården i midten af 1400-tallet til en anden holstensk slægt, nemlig von der Wisch, som solgte Ejsbøl til kronen om- kring 1500. På det tidspunkt hørte der mindst 78 gårde til.
Beliggenhed:
Fra omkørselsvejen omkring byen køres mod nordvest i retning af Sommersted og motorvejen. Efter 500 meter drejes til venstre i et lys- kryds ad gaden Lænkebjerg, Efter 900 meter drejes til højre ad Ejsbølvej. Kør nu 700 meter og parker bilen i højre vejside ved en transformatorstation, der står ud for østsiden af Ejsbøl Sø. Lige ud for dette sted udgravedes i årene omkring 1960 de berømte offerfund fra Ejsbøl Mose, stammende fra århundrederne efter Kristi fødsel - og på den anden, vestlige side ses det utilgængelige voldsted.
Kørselsbeskrivelse fra Christiansfeld:
Kør mod Haderslev ad landevejen og drej ved Errested til højre mod og ind i Moltrup. Midt i landsbyen, med skolen på venstre hånd, fortsætter man over krydset og kører nu cirka 800 meter, hvorefter man drejer til venstre. Efter cirka 2 kilometer på den smalle vej kommer man til Ejsbøl sø og parkerer bilen i venstre vejside ved transformatorstation nævnt i kørselsbeskrivelse fra Haderslev.
|
|